 |
Nyt album fra Dodo & The Dodo's for første gang i ti år
Når man som Dodo & The Dodo's har kendt hinanden siden folkeskolen og været band sammen i 28 år, har man nået en alder, hvor man tænder pejsen for at få lidt hygge. Dodo og drengene kunne tilmed bare blive ved med at leve på deres 80'er-image og store hits fra fortiden, men de tænder også pejsen for at lege med ilden, komme lidt for tæt på flammerne og få svedet numsen. Så nu fyrer kvintetten op under sig selv og udgiver deres sjette studiealbum, "6", ved en stor releasefest til Tivoli's Fredagsrock den 29. august.
Efter ti års albumpause er det et comeback på pladehylden med nyheder, men Dodo & The Dodo's har aldrig hverken været opløst eller skiftet besætning og har dermed en helt unik lang og stabil karriere i musikbranchen. På det seneste har de endda fået kræfter til både selv at stå for deres livebooking og udgive albummet på deres eget, nye pladeselskab Pink River Music.
Grunden til, at der er gået ti år, er, at bandet har satset på koncertsiden og arbejdet sig op til at være et af landets mest populære live-navne. Desuden tager det altid mindst et par år at skrive materiale til et album, når man er fem kritiske komponister der alle går ind i kreative diskussioner og kæmper for egne idéer. Men nu var lysten der, og i tre år har Dodo & The Dodo's gået og tænkt på "6". Et album med en del sange der faktisk berører emnet sex.
Den første single, "Rødt lys – kør", handler om den lidt grænseoverskridende og impulsive sex. At man skal gribe chancen, sprænge ud i det og ikke vente så længe, at man ikke kan mere. "Afbrudt samleje" drejer sig om den sex, man ikke får, fordi der ofte mangler tid og er så meget der forstyrrer og forhindrer og afbryder i et familieliv, hvor man ofte kunne ønske sig tid til at fordybe sig mere i hinanden. Og "Nødlanding" tager os med tilbage til dengang i barndommen, da man var venner uden sex og seksuelle undertoner, og forholdet derfor var mindre kompliceret og mere uskyldigt og rent.
Musikmæssigt er "6" umiskendeligt Dodo & The Dodo's: Dansk poprock "fra den mere sofistikerede del af spektret", som det hedder i Politikens Rock Leksikon. Men med en moderne lyd og med inspirationer fra country, guitarrock og ambient. Elisabeth og Wikke/Rasmussen har været med til at skrive en tekst hver, og Michael Bruun (Tøsedrengene, Ray-Dee-Oh, Souvenirs, TV-2 m.fl.) producerer, som han også gjorde det på de første Dodo-skiver.
Dodo & The Dodo's var et hit fra starten, og man sælger ikke en halv million plader og laver nogle af årtiets største evergreens ustraffet, så de vil altid blive forbundet med 80'erne. Men de nyder at spille musik der holder, at det endda er hjemmelavet, og at efterspørgslen er så stor, at de kunne spille det dobbelte af deres cirka 50 årlige koncerter, hvis de sagde ja til alt.
"6" udgives af Pink River Music i samarbejde med HitHouse Produktions.
For yderligere information:
www.dodos.dk
CulturePeople
Salli Mortensen
tlf.: 72 21 70 41 / 40 74 85 670
|